De Qvadeske Legater

Vedtægten


Den første

En fonds vedtægt (fundats) er ikke alene dens dåbsattest men også rammen om dens fremtidige virke. Vedtægtens bestemmelser om fondens administration og overskuddets anvendelse er de helt centrale forskrifter.

Indholdet i DQLs vedtægt blev stort set fastlagt i stifternes fælles testamente i 1911, men ordene fik først selvstændig betydning, da fonden blev oprettet i 1921. Testamentet indeholdt også bestemmelser om en række donationer. Bl.a. fordi flere af disse forpligtelser blev indskrevet i vedtægten, kan 1921-vedtægten i nutiden opleves som temmelig uklar. Den første vedtægt kan hentes her.

- og de senere ændringer

Det er helt normalt at en vedtægt forældes. Skiftende vikår medfører at nogle bestemmelser bliver umulige -, upraktiske - eller direkte ulovlige at efterleve. Er der tale om en rent administrativ bestemmelse vil Civilstyrelsen normalt tillade en velbegrundet ændring af vedtægten. Den første ændring af DQLs vedtægt skete allerede i 1926. Siden har der været adskillige, f.eks. en omlægning fra to - til een årlig legatudbetaling og en ændring af vedtægtens regnskabsperiode til kalenderåret. Den gældende vedtægt, der er fra 2022, kan hentes her. I denne vedtægt er, udover alle tidligere tilladte ændringer, indskrevet en lang række af mindre ændringer, der nu er godkendte. Forældede bestemmelser er slettet, og sproget er forsigtigt moderniseret.

Det er karakteristisk, at ingen bestyrelse endnu har ønsket, at ændre vedtægtens uddelingsbestemmelser. Der er tale om stifternes vigtigste ønsker, og de er - og bør være svære at få lov til at ændre. Bestyrelserne har indtil videre valgt at anvende deres ret (og pligt) til at fortolke bestemmelserne. De undgår herved at binde deres efterfølgere til samme praksis.